Nogle af landets største podcastsucceser gemmer sig bag Podimos betalingsmur. Mads Steffensens monopol »Mads og A-holdet«, Maria Jencels »112 for knuste hjerter« og Ditte Okmans sladdermagasin »Det, vi taler om«.

Men til denne dag er det endnu ikke lykkedes Podimo at skabe sorte tal på bundlinjen, og det sætter et netop offentliggjort regnskab to streger under.

Det skriver Mediawatch, som kan fortælle, at Podimos underskud er vokset 34 procent fra 2023 til 2024, hvor det nu lyder på 473 millioner kroner efter skat.

Det er dermed podcast- og lydbogstjenestens hidtil største underskud, som i løbet af alle fem regnskabsår er løbet op i 1,3 milliarder kroner.

Indholdsdirektør, Nikolaj Koppel, sagde i februar til Mediawatch, at han forventer, at Podimo tjener penge på alle sine markeder i begyndelsen af 2026. 

Podimo har siden stiftelsen i 2019 fået store investeringer fra blandt andet investeringsfondene 83North og Heartcore Capital samt Augustinus Fonden.

Investeringerne er løbet op i mere end halvanden milliard kroner.

Så sent som i maj skrev Mediawatch, at Podimo endnu en gang fik skudt mere kapital i virksomheden – omkring 15 millioner kroner. Man ville dog ikke ud med, hvem af de eksisterende aktionærer, der havde investeret yderligere.

Helt med vilje

Podimo producerer originalt indhold, ligesom de distribuerer podcast og lydbøger, andre har lavet.

Forretningsmodellen minder om Netflix, hvor brugerne betaler for at få adgang til en bred vifte af indhold.

Øverst på listen over populære programmer ligger blandt andre samtalepodcasten »Her går det godt« med Esben Bjerre og Peter Falktoft samt kriminalmagasinet »Panser« med tidligere narkobetjent René Dahl Andersen og journalist Peter Graae.

Selvom regnskabet viser underskud, er det ikke længe siden, at Podimo kunne fejre en milepæl, man i virksomheden havde arbejdet frem mod længe.

Én million betalende abonnenter på tværs af Podimos syv markeder.

Den danske virksomhed er til stede i Mexico, Finland, Tyskland, Norge, Spanien og Holland.

Så sent som i februar forklarede administrerende direktør, Morten Strunge, at der ikke var panik på Podimo over de røde tal på bundlinjen.

»Vores forretningsmodel har været, at vi ville levere et stort udbud af kvalitet fra dag ét på alle markeder. Det indebærer nogle relativt hårde omkostninger i etableringsfasen, så profitabiliteten kommer efterfølgende,« sagde Morten Strunge.

Her forklarede han også, at Podimo med stor sandsynlighed måtte ud at hente flere investeringer – for at øge væksten, ikke for at overleve.

Dengang fortalte Morten Strunge til Børsen, at det ikke har været planen at opnå en stor abonnentskare for derefter at sælge Podimo videre, som iværksætteren flere gange har gjort det med teleselskaber.

»Vi har heller ikke nogle aktuelle planer om at sælge. Personligt drømmer jeg mere om en børsnotering. Men vi har jo aktionærer i ejerkredsen, som på et eller andet tidspunkt skal have et afkast på deres investering.«

Er det noget, I kan love jeres aktionærer i den nærmeste fremtid?

»Nej, det har de heller ikke bedt om. Aktionærerne er glade, det har de vist igen og igen ved fortsat at investere i os. Og vi har leveret i forhold til de målsætninger, vi har haft,« sagde han.

»Ja …« siger André Rogaczewski med en undren i stemmen. Som om spørgsmålet sætter gang i en mindre selvransagelse.

Normalt falder svarene fra Netcompany-stifteren ellers prompte, og de ebber ofte ud i noget med behovet for banebrydende digitale løsninger.

Men på spørgsmålet om, hvorfor den børsnoterede danske techvirksomhed egentlig har valgt at være et europæisk selskab, skal han tænke sig om.

»Det er en 25 år gammel virksomhed, og hvis du spørger, hvorfor vi ikke tog til USA, da vi rundede 80 mennesker, så ved jeg det da ved gud heller ikke,« siger han og slår en latter op helt nede fra mellemgulvet.

»Så tror jeg, vi havde været lidt større, end vi er i dag.«

At det ikke er sådan, handler nok lige dele om tilfældighed og stædighed, forklarer André Rogaczewski. Men han fortryder ikke noget.

»Jeg vil kæmpe for Europa, og det er faktisk muligt. Jeg elsker det her kontinent og det her land. Prøv lige at se dig omkring …«

Den 57-årige topchef sidder solbrun med nedknappet skjorte og misser med øjnene foran en solbeskinnet café på en propfyldt Allinge Havn.

Interviewet, der finder sted under årets folkemøde på Bornholm, kredser om samme emne – der også tydeligt er blevet den største dagsorden på Folkemødet:

Hvordan danske virksomheder skal navigere i den nye geopolitiske usikkerhed, der er blevet virkeligheden efter det transatlantiske tillidsbrud.

For Donald Trumps handelskrig har skabt enorm utryghed omkring Danmarks største handelspartner i en tid, hvor EU i forvejen halter gevaldigt efter stormagterne USA og Kina på konkurrenceevnen.

Men den dystre situation rummer faktisk muligheder for en virksomhed som Netcompany, siger André Rogaczewski.

Det skyldes særligt, at den store afhængighed af amerikansk Big Tech har skabt bekymringer i Bruxelles og omegn.

»Selvfølgelig skaber situationen muligheder for os. Vi er en europæisk virksomhed med en europæisk strategi, og for os er det en god ting, at Europa vil digitalisere yderligere og komme frem i det kapløb.«

André Rogaczewski drømmer om at gøre Netcompany til en europæisk techgigant.

Men vejen, han skitserer, er langtfra snorlige.

Tiden for europæiske techgiganter?

Selvom Danmark hurtigt kan blive en lille lus, når giganterne bekriger hinanden med handelsbarrierer, er André Rogaczewski grundlæggende fortrøstningsfuld på virksomhedernes vegne.

Som kloge hoveder har påpeget, går virksomheder og stater formentlig en tid i møde med skærpede interessesfærer og en mere transaktionel, noget-for-noget økonomi.

»Dét tror jeg faktisk, at mange danske virksomheder – selvom at, hey, det er ikke nemt – er bedre forberedt på, end vi tror.«

Hvad baserer du det på?

»Vi er en nation, der har været gode til at forarbejde og berige ting. Samle og sende videre. Vi har været kreative og gode handelsfolk. Når noget forandrer sig, og ting bliver dyrere, så flytter danske virksomheder produktion og marked. Vi er fleksible og hurtige.«

Men ifølge André Rogaczewski er der særligt ét område – som selvsagt ligger ham på sinde – hvor Danmark, og Europa, er langt bagud, og hvor disse ellers flatterende karakteristika om dansk erhvervsliv kommer til kort.

»Vi har set, at de teknologisk mest innovative vinder. Her har amerikanerne været førende, og kineserne har indhentet dem. Men i Europa har vi bare anvendt teknologi. Vi skal sætte os i førersædet nu, og vi har travlt.«

Som udlagt i den næsten skamciterede Draghi-rapport om EUs konkurrenceevne skyldes efterslæbet over for USA også i allerhøjeste grad forskellen i teknologisk innovation.

Kløften er altovervejende opstået på grund af den håndfuld amerikanske techgiganter, der på få årtier har sat sig på snart sagt hele markedet.

»Og vi er nødt til at skabe vores egne techgiganter nu,« siger André Rogaczewski.

Samme sted som for 20 år siden

Med et driftsoverskud på lidt over én milliard kroner og knap 8.000 ansatte er der endnu langt fra Netcompany til Microsoft’erne i denne verden (Microsoft har et driftsoverskud på godt 700 milliarder kroner og 230.000 ansatte).

Men vinduet for at skabe reel europæisk konkurrence er der, mener André Rogaczewski.

»Europa er bagud på ai, teknologisk infrastruktur og cloud (internetbaserede it-løsninger såsom opbevaring af data, red.). Skal vi have større datacentre? Ja. Skal vi have gigantiske ai-factories? Ja. Det har politikerne også fundet ud af,« siger han.

Herfra bliver en række ting afgørende i forhold til, hvorvidt Europa kan lykkes, må man forstå på topchefen.

Noget handler om virksomhederne selv. Noget andet om samspillet med det politiske system – og dermed om udviklingen af de famøse rammevilkår.

»Vi halter gevaldigt bagefter på applikationssiden, og det er den, der kommer til at afgøre ai-ræset. For i forhold til kunstig intelligens står vi nu samme sted, som vi gjorde med internettet for 20 år siden, hvor Airbnb og Uber ikke var opfundet.«

Sagt med andre ord skal europæiske techvirksomheder som Netcompany være dem, der finder på de hverdagsløsninger, der bringer den kunstige intelligens i spil.

En mission, der langtfra er nem, og som derfor også ifølge André Rogaczewski kommer til at kræve en hel del fra lovgiverne.

Han henviser til, at Europa-Parlamentet sidste år vedtog den såkaldte kunstig intelligensforordning i et første forsøg på at indføre lovgivning på området.

»Når man gør det, skal det gå stærkt. Vi skal kunne leve op til den regulering på to-tre år, ikke ti. Det kræver et tæt samarbejde mellem dem, der regulerer, dem, der bygger, og dem, der bruger det,« siger André Rogaczewski.

»Ellers kommer nogen udefra og bygger det, mens vi sidder og diskuterer.«

En symptomatisk ansættelse

André Rogaczewski har set, hvordan grænserne mellem politik, forretning og den offentlige debat er smeltet en hel del mere sammen – og hvordan alting går markant hurtigere i dag end for år tilbage.

Det stiller også markant flere krav til virksomhederne – særligt på et så reguleret og komplekst marked som det europæiske.

»Vi tror, vi er et videnssamfund, fordi vi er en smule kreative. Det er ikke nok. Vi skal have dyb teknisk indsigt og samtidig forstå lovgivningen. Vi skal være tæt på der, hvor den nye teknologi og de nye juridiske rammer bliver skabt i Europa.«

Et oplagt spørgsmål er, om ikke den nylige ansættelse af den erfarne diplomat Ulrik Vestergaard Knudsen er udtryk for netop den ambition.

I februar ankom han på ryggen af seks år som vicegeneralsekretær i OECD, verdens største økonomiers mellemstatslige organisation, hvor han blandt andet var ansvarlig for digital og teknologisk transformation.

Ulrik Vestergaard Knudsen er således nu toplobbyist, formelt chief corporate affairs officer, i Netcompany.

»Der en europæisk politisk agenda, hvor vi skal præge europæerne i, hvad de politiske løsninger skal være. Der er den type kompetencer vigtige,« siger André Rogaczewski.

Han har et eksempel, der forklarer nødvendigheden af en mand som Ulrik Vestergaard Knudsen.

»I Tyskland er der 16 delstater med 16 lokale lovgivninger og en EU-lovgivning oveni, og de har ikke digital post. Det er en problemstilling, der skal løses på få år. Det kræver den slags kompetencer.«

Netcompany i Saudi-Arabien?

Selvom André Rogaczewski – måske særligt set i lyset af den seneste udvikling – ikke fortryder, at Netcompany i dag ikke står og skræver hen over Atlanten, betyder det ikke, at der ikke er ambitioner udenfor Europa.

For nylig var udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) afsender på budskabet om, at Danmark, der ikke kan regne med USA som før, ikke kun har råd til at handle med lande, der deler vores værdier.

Derfor vil han og regeringen arbejde på at åbne døre til et marked som Saudi-Arabien, som også Dansk Industri for nylig argumenterede for et tættere samarbejde med – på trods af de ofte fremhævede etiske problematikker.

»Vi går ind i en mere transaktionel tidsalder, og der er jeg på linje med vores regering,« siger André Rogaczewski.

»Det er virkelig godt og rigtigt, at vi har vores europæiske værdier, som vi kæmper for hver dag. Men jeg er også nødt til at sige, at for store europæiske virksomheder handler det nu om at gøre sig relevante og tage markedsandele. Der skal vi ikke være for fine til at handle med nogen.«

I første omgang drømmer Netcompany dog om at blive en »europæisk techgigant«.

»Men nogle af de løsninger, vi laver, kan jo bruges alle steder i verden. Kan man argumentere mod, at digital post er en dårlig idé i noget som helst land? Nej, det kan man ikke. Måske er det en mere demokratiserende foranstaltning,« siger André Rogaczewski.

»Når man har gode danske løsninger, skal man da ikke kimse af at få dem solgt.«

Disse uger er for mange lig med ferie, sol og et afbræk fra jobbet. Sådan burde det i hvert fald være, lyder det fra to af landets største fagforeninger.

Men halvdelen af danskerne arbejder – frivilligt eller ufrivilligt – selvom de officielt har fri.

Det viser en undersøgelse foretaget af analysevirksomheden YouGov på vegne af rejsebureauet Spies.

Her svarer cirka hver femte, at de ofte må tage arbejdet med på ferie, mens det i alt er 51 procent af de adspurgte, der har arbejdet under en ferie.

Særligt i hovedstadsområdet er tendensen markant, hvor det er 64 procent af de adspurgte, der har arbejdet, på trods af at de havde fri.

Ud over selvstændige er det, ifølge undersøgelsen, funktionæransatte, som arbejder, selvom de er på ferie. Her lyder andelen på 69 procent.

Og det møder kritik fra fagforeningen Djøf, der mener, at det sætter medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde på prøve.

»Helt generelt er det en uskik at arbejde, mens man har ferie. Men vi ved, at rigtig mange gør det alligevel. Man har brug for at holde fri,« siger Sara Vergo, der er formand for Djøf, og peger på, at særligt en ting er årsag til, at arbejdet tages med på ferie.

For det er ifølge Djøf ikke kun af lyst, at eksempelvis mailindbakken besvares fra haven, sommerhuset eller varme himmelstrøg.

»Mange gør det ud fra en opfattelse af, at der er en forventning om, at de skal stå til rådighed. Også selvom de holder ferie – og det er rigtig ærgerligt, for så har de jo ikke ferie,« siger Sara Vergo.

Overbelastning og dårlig trivsel

Hun fortæller, at fagforeningen selv har foretaget en lignende undersøgelse blandt medlemmerne.

Den viser blandt andet at, hver femte har svært ved at sætte grænser for, hvornår de er på arbejde, og hvornår de holder fri.

Og at jobtilfredsheden er lavere hos netop den gruppe, der står til rådighed, selvom kalenderen viser, at de har ferie. 

Hvad er konsekvenserne for eksempelvis jeres medlemmer, hvis de lader sig stå til rådighed ufrivilligt?

»Det er overbelastning. Vores medlemmer arbejder typisk mange timer i forvejen og på alle tider af døgnet og ugen. Så det at give hjernen ordentligt fri er virkelig vigtigt. Men det kan vi desværre se, at alt for få gør,« siger Sara Vergo.

I Djøfs undersøgelse svarer 38 procent, at deres arbejdsplads forventer, at de står til rådighed uden for »normal« arbejdstid.

For cirka to tredjedele af de medlemmer, som står meget til rådighed, har det en negativ indvirkning på deres trivsel, lyder det.

Og det er i sidste ende chefernes ansvar, hvis trivslen sættes over styr, lyder det fra Djøf.

»Der bør være nogle klare retningslinjer og aftaler om, hvornår arbejdsgiverne forventer, at medarbejderne står til rådighed, og hvordan de kompenseres,« siger Sara Vergo og anfører, at 75 procent af fagforeningens medlemmer fortæller, at der netop ikke er klare retningslinjer for, hvornår de skal stå til rådighed.

»Der ligger en stor ledelsesopgave i det her. Der skal sendes et signal om, at når man har ferie, betyder det, at man ikke skal arbejde,« siger Sara Vergo.

Chefer arbejder også i ferien

Også fagforeningen Lederne, der repræsenterer over 135.000 ledere, har undersøgt medlemmernes arbejdsvaner i ferierne.

Her bekræfter fagforeningens undersøgelse, at også et flertal af lederne vælger at arbejde, selvom de har ferie.

Eksempelvis svarer 68 procent af de adspurgte, at der svares på e-mail i ferierne, mens det kun er fem procent, der holder fri »uden at stå til rådighed«.

»Når man har ferie, skal man selvfølgelig forsøge at holde ferie. Det er jo hele formålet. Vi har alle sammen brug for restitution,« siger Kim Melander Jensen, der er politisk chef for arbejdsmiljø og arbejdsliv.

Hvis medarbejdere og ledere skal arbejde trods ellers aftalt ferie, bør der aftales rammer for, hvordan man som ansat skal stå til rådighed, lyder det fra Kim Melander Jensen.

I repræsenterer en del mennesker, som formentlig har ledelsesansvar. Du siger, at det er vigtigt at holde ferie, men har jeres medlemmer – som så heller ikke holder ferie – ikke et ansvar for at sørge for, at der bliver holdt ferie i deres organisation og blandt deres medarbejdere?

»Jo, absolut. Det er helt sikkert et ansvar for både arbejdsgivere og ledere at få planlagt sådan, at medarbejdere og ledere selv kan holde ferie, så man ikke behøver at skulle stå til rådighed, eller kun i helt særlige tilfælde. Vi har jo også en ferielov, som skal overholdes,« siger Kim Melander Jensen.

En ferielov, der blandt andet tilsiger, at arbejdstagere har ret til 15 dages sammenhængende ferie.

Man må selv sige fra

Spørger man erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, der repræsenterer en lang række arbejdsgivere, opfordres der ligeledes til, at medarbejdere »holder ferie, når man har ferie«.

Det fortæller Pernille Taarup, der er fagchef for HR og Ledelse.

»Det virker umiddelbart som høje tal, men det kommer an på, hvad der ligger bag. Det interessante er forventningsafstemningen, som man skal sikre som leder, så man ikke som medarbejder tror, man skal tjekke sin mail, hvis lederen ikke har den forventning,« siger hun.

Djøfs medlemmer oplever, at det er forventningen, og at der ikke forventningsafstemmes. Er det også jeres oplevelse?

»Det har vi ikke noget belæg for at sige. Vi har ikke nogen undersøgelser, der viser det, og hører det ikke fra vores medlemsvirksomheder.«

Men når både I og Djøf er enige om, at medarbejderne skal holde ferie, når de har ferie, er det så problematisk, hvis det ikke sker?

»Ja, men det interessante er at finde ud af, hvorfor man ikke holder ferie. Hvis ikke der er et udtalt ønske fra lederen om, at man er på, skal man også kunne sige fra som medarbejder. Det er den dialog, der skal være,« siger Pernille Taarup.

Også hos Dansk Industri finder man tallet »højt« og mener, at »ferie som udgangspunkt er ferie« – samt at der skal foreligge klare aftaler, hvis ansatte forventes at være tilgængelige.

Det skriver Pernille Tang Raschke, direktør for HR & Organisationsudvikling, i et skriftligt svar.

Adspurgt om, hvorvidt arbejde i ferien er problematisk, skriver hun:

»Jeg tror, resultatet er et udtryk for, hvor fleksibelt manges arbejde er blevet. Arbejde og fritid flyder mere og mere sammen, fordi arbejdspladserne i højere grad rummer en fleksibilitet, der for rigtig mange er til stor gavn, men som nu også lade til at flyde lidt ind i ferien.«

Dansk Industris direktør, Lars Sandahl Sørensen, kan snart få ekstra meget at se til.

Han er ifølge en fondsbørsmeddelelse nomineret til en post i bestyrelsen hos smykkeselskabet Pandora og kan vælges ind i forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling i august.

- Lars kan bidrage med stor værdi til Pandora. Han har en stærk lederbaggrund og har konsekvent leveret resultater i komplekse og konkurrenceprægede miljøer, siger Peter A. Ruzicka, der er bestyrelsesformand for Pandora.

I samme fondsbørsmeddelelse fortæller Pandora, at næstformanden i bestyrelsen, Christian Frigast, ikke søger genvalg til bestyrelsen.

Han udtræder i forbindelse med den næste ordinære generalforsamling næste forår efter at have siddet med i bestyrelsen siden børsnoteringen i 2010.

- Det har været en stor fornøjelse at bidrage til virksomhedens strategiske retning gennem nogle af de mest definerende år i dens historie, siger Christian Frigast, der var ledende partner i kapitalfonden Axcel, da den købte aktiemajoriteten i Pandora af grundlæggerne, Per og Winnie Enevoldsen.

Lars Sandahl Sørensen tiltrådte som administrerende direktør i Dansk Industri i 2019.

Før det var han koncerndirektør i SAS. Han har også været kommerciel direktør i ISS World og administrerende direktør i Visit Denmark.

Han sidder allerede i bestyrelsen for Københavns Lufthavne og Pension Danmark.

Dansk Industri er en interesseorganisation for omkring 20.000 virksomheder, der arbejder for bedre vilkår for dansk erhvervsliv, tilbyder rådgivning for sine medlemmer og forhandler overenskomster.

/ritzau/

Weekenden bragte nye handelstrusler fra USAs præsident, Donald Trump. EU er nu medlem af en – ikke særlig eksklusiv – klub, der har modtaget et toldbrev fra Trump. Her forhøjer Trump samtidig toldmuren fra 20 til 30 procent på varer fra EU fra 1. august. 

EUs chefforhandler, Maros Sefcovic, sagde mandag, at en sådan toldsats er »så høj, at den i praksis stopper handlen.« Dertil kommer Trumps nye trusler om told på 200 procent på lægemidler. Den vil ramme EU særlig hårdt. 

På papiret er det en meget alvorlig optrapning af konflikten. EU har – naturligvis – svaret, at man vil tage alle nødvendige skridt for at forsvare europæiske interesser. 

EU-landene er i fuld gang med at opdatere det direkte svar i form af mere told på amerikanske varer. EU har allerede lavet lister med toldsatser på amerikanske varer til en værdi på omkring 100 milliarder euro som svar på Trumps tidligere runder af ny told. De kan træde i kraft, hvis der ikke nås en aftale inden 1. august. 

Der kommer mange »læk« om, hvad der foregår i EUs interne forhandlinger. 

Man skal huske, at EU-landene altid er indbyrdes meget uenige om handel. Når der undervejs i processen kommer læk om forskellige synspunkter, er det en del af forsøget fra især de store lande på at skubbe den offentlige debat i EU i retning af ens egne synspunkter. Når der tales om indrømmelser på enkelte områder fra EU til USA, skal man huske, at intet er aftalt, før alt er aftalt.

Det grundlæggende problem er, at Trump med sine nye udmeldinger igen har flyttet målstængerne for, hvad han vil med en aftale. Det nytter ikke at lave en politisk aftale på biler og stål, hvis Trump så lægger 200 procent told på lægemidler på et senere tidspunkt – eller 200 procent told på europæisk vin. Eller noget helt tredje, som irriterer ham på en given dag.

Den beherskede reaktion i mandagens aktiemarked er i sig selv værd at lægge mærke til. Der siger noget om, at aktiemarkedet ikke tror på, at Trump vil føre sine trusler ud i livet.

Der er meget mere end told på spil

EUs samlede svar, hvis Trumps toldmur træder i kraft, vil være proportional i forhold til den belastning, som Trump påfører. Men svaret kan også blive meget innovativ i forhold til traditionelle handelskonflikter. 

EU er en højt avanceret økonomi, der er USAs største samhandelspartner og suverænt der, hvor virksomheder har investeret mest på tværs hos hinanden. De gensidige investeringer løber op i 7.500 milliarder dollar eller næsten 50.000 milliarder kroner.

Der er skabt millioner af arbejdspladser på begge sider af Atlanten. Amerikanske teknologiselskaber udgør rygraden i den europæiske infrastruktur. BMW er en af USAs allerstørste eksportører.

EUs vareeksport til USA er meget større end USAs vareeksport til EU. Altså kunne man fristes til at tro, at EU ikke kan ramme USA lige så hårdt, som USA kan ramme EU. Men der er mange andre dele af forholdet, der kan bruges som våben i en handelskonflikt.

For EU er det en fordel, at det i april blev synligt, at aktiemarkedet ikke kan lide Trumps toldkrig. Aktiemarkedet har i stigende grad fortolket Trumps hårde udmeldinger som tomme trusler, der skal dække over, at omverdenen – i modsætning til Trumps modstandere hjemme i USA – ikke har lagt sig fladt ned.

I Bruxelles og andre tunge hovedstæder ved man, at en alvorlig optrapning af handelskrigen vil føre til store fald i aktiemarkedet. Det gør langt mere ondt på USA end på Europa, fordi mange flere amerikanere har investeret i aktiemarkedet og er afhængige af det i deres pensionisttilværelse.

Det amerikanske aktiemarked er derfor en europæisk allieret. Men det er ikke det eneste redskab.

Teknologi og våben i spil

Der er eksempelvis indførelsen af en toldlignende skat på teknologiselskaber, som EU-Kommissionen fik beføjelser til i 2022. Det er noget, som Trump har set sig alvorligt sur på. Men faktisk har briterne ikke opgivet deres teknologiskat i de handelsforhandlinger, som pågår med Trumps regering.

Det handler også om, hvorvidt amerikanske selskaber kan deltage i udbud af offentlige opgaver i EU-landene. EUs tiltagende handelskonflikt med Kina handler blandt andet om, at kinesiske producenter er blevet udelukket fra europæiske udbud på medicinsk udstyr.

Et vigtigt eksempel på offentlige udbud er af våben. Da EU i foråret introducerede planen for europæisk oprustning med særlig vægt på europæiske våbenproducenter, var amerikanske ministre hurtigt på banen med kritik. Dette er et punkt, der – økonomisk – kan gøre rigtig ondt på USA.

Det er værd at bemærke, at mens europæiske våbenproducenters aktiekurser er eksploderet siden Ruslands invasion af Ukraine, så er det slet ikke tilfældet hos de amerikanske. Flere af de store selskaber er slet ikke steget i værdi, som Lockheed Martin og Northorp.

Alle forhold, der handler om offentlige udbud, handler reelt set om, hvor skattekroner ender. Her har USA siden 1930erne haft en »køb og producér amerikansk«-klausul, som både Trump og Biden har strammet kraftigt op. Hvis europæerne vil begrænse den amerikanske adgang til europæiske skattekroner, kan man sådan set bare kopiere den amerikanske lovgivning på området. Her er der for alvor tale om ulige vilkår – i USAs favør.

Der er også andre dele af det samlede europæiske modsvar, som vil påvirke forholdet til USA.

EU arbejder på at tilbagerulle indberetningskrav og regulering for at forbedre europæiske virksomheders konkurrenceevne. I det omfang, at det sker på det digitale område, kan det gavne amerikanske selskaber – men det sker for at styrke europæiske virksomheders konkurrenceevne. Mindre bureaukrati og mere lempelige forhold for iværksættere i EU kan trække innovativ kraft fra USAs universiteter og virksomheder.

Frihandel er et hemmeligt våben

EU har også sat turbo på flere handelsaftaler som kompensation for den stigende amerikanske isolationisme. Det kan Trump på en dårlig dag fortolke som »antiamerikanske tiltag«. Trump har lovet mere told på lande, der gør den slags. 

Han har også lovet at straffe lande, der koordinerer deres strategi over for hans trusler. Det kan EU gøre med lande som Japan, Canada og Mexico, der også har vist sig at være i Trumps sigtekort. Trumps trusler gælder også tiltag, der kan reducere brugen af dollar. Det vil flere EU-handelsaftaler også bidrage til, fordi det vil styrke euroens rolle i det globale finansielle system.  

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har en færdig aftale med de sydamerikanske lande liggende i skuffen. Heriblandt er Brasilien – der fik en told på 50 procent i nakken i sidste uge.

EU indgik i weekenden en politisk aftale med Indonesien om en frihandelsaftale, der også er mod Trumps interesser. Og EU forhandler på højtryk med Indien. Trump taler pænt om Indien, men har også truet med høj told, hvis New Delhi ikke åbner det beskyttede indiske marked for amerikanske varer. Det skaber en åbning for EU. Trump har slet ingen interesser i, at EU og Indien indgår en juridisk bindende aftale, der vil åbne det indiske marked for europæiske varer i direkte konkurrence med amerikanske virksomheder.

Og så er der Trumps kamp mod Kina, som han forsøger at trække ind i alle handelsaftaler.

Der er altså mange, mange brikker i spil. Jo mere Trump øger presset mod alt og alle, desto flere muligheder har EU for at bringe de andre værktøjer i kassen i spil.

Selvom EU ikke larmer så meget, er man ikke gået på ferie i Bruxelles. Grænsen for, hvor længe man kan acceptere den nuværende tilstand med usikkerhed og ensidig amerikansk told, ophører ved månedens udgang. 

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Danskerne har for alvor fået lyst til at købe flere elbiler. Over det seneste år er antallet af nyregistrerede elbiler vokset med hele 22 procent.

Samtidig har salget af benzin- og dieselbiler oplevet et markant fald: Der er blevet indregistreret over 25 procent færre nye benzinbiler og hele 47,9 procent færre dieselbiler.

Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik for juni.

Målt i antal blev der indregistreret 12.121 nye elbiler i juni. Danmarks Statistik skriver, at 85 procent af husholdningernes nye biler kører på el.

En stor del af de nye elbiler bliver tilsyneladende leaset. Privatleasing udgør nu en tredjedel af husholdningernes nye biler.

Ser vi på de konkrete modeller, så har Skoda Elroq været den suverænt mest solgte elbil i første halvår.

På de følgende pladser ligger Volkswagen ID. 4, Tesla Model Y og Volkswagen ID.3.

Går mere trægt i andre lande

Administrerende direktør i Mobility Denmark Mads Rørvig påpeger, at der er to årsager til udviklingen.

Det ene er, at man holder elbiler delvist fri af registreringsafgiften. I Danmark betaler vi op mod 150 procent i afgift på benzin og dieselbiler, mens man betaler noget mindre på en elbil. 

Det andet er, at udbuddet af elbiler stiger.

»Vi skal ikke have ret mange år tilbage, før elbiler enten var luksusbiler eller små biler uden tilstrækkelige tekniske egenskaber. Nu kan man få en elbil til et prisniveau og med de tekniske egenskaber, som passer til danskernes bilbehov,« siger Mads Rørvig.

Han er ikke i tvivl om, hvad der er den afgørende faktor for danskerne, når de skal købe ny elbil.

»Det er helt og holdent økonomien. Det siger jeg med sikker stemme, for i de andre lande, hvor de i princippet har adgang til de samme elbiler, der går det noget mere trægt,« siger Mads Rørvig og fortsætter:

»Vi er lidt afhængige af, at politikerne fortsætter de nuværende vilkår for elbiler, hvis udviklingen skal fortsætte.«

Opfordrer til højere afgift

For elbilerne betyder de nuværende regler, at der vil komme registreringsafgift fra starten af det nye år, og denne vil bare vokse år for år frem til 2030.

Som tidligere beskrevet i Berlingske, er forhandlingerne om en ny måde at beskatte biler på så langt fremme, at regeringens topministre ser på konkrete modeller.

Fælles for dem er at flytte beskatningen fra en såkaldt registreringsafgift, når biler kommer på gaden, til en løbende beskatning.

Men ændringer i bilafgifterne har store konsekvenser for priserne på de biler, danskerne allerede ejer.

Helt forenklet slår det igennem på priserne på brugte biler, når de nye biler bliver billigere at købe.

Mads Rørvig ser gerne, at regeringen og Folketinget laver en ny model for bilafgifterne, hvor man helt fjerner registreringsafgiften.

I stedet er der nogle af elbilerne, hvor den halvårlige CO₂-ejerafgift skal sættes i vejret. 

Mads Rørvig fremhæver, at man betaler 420 kroner pr. halve år for alle elbiler, men den afgift kunne godt sættes op for nogle af de lidt tungere modeller, som slider mere på vejene.

»Vi opfordrer politikerne til at skynde sig lidt. Om en bil koster 30.000 kroner mere eller mindre, er ret væsentligt,« siger Mads Rørvig.

Hvordan afgiftsstrukturen ender, vides endnu ikke, men senest har både de radikale og de konservative ordførere i Jyllands-Posten flaget, at de er klar til at lægge stemmer til en markant omlægning af bilafgifterne.

Mens elbilerne vinder frem, og afgiftssystemet står over for mulige ændringer, er det i sidste ende forbrugernes økonomi og politiske beslutninger, der afgør tempoet for den grønne omstilling på de danske veje.

De største danske aktier kommer negativt fra land i denne uge, efter at USA's præsident, Donald Trump, lørdag truede EU-landene med at indføre en basistold på 30 procent på varer, der skal fra Europa til USA fra 1. august.

Det danske C25-aktieindeks, der omfatter de 25 mest værdifulde og mest handlede aktier på den københavnske fondsbørs, ligger mandag morgen i niveauet omkring 1720.

Det svarer til et fald på 0,7 procent i forhold til fredagens lukkeniveau.

Den afmålte reaktion afspejler ifølge aktieanalysechef hos Sydbank Jacob Pedersen, at der ikke er mange, der reelt tror på, at det ender med en toldsats på 30 procent.

- Der er en høj grad af tilbagelænethed fra investorernes side nu, i forhold til hvordan toldkrigen lander.

- De har siden januar haft mulighed for at tage bestik af Trump og hans forhandlingstaktikker, og det er det, der driver de her meget beherskede aktiebevægelser, vi ser, siger Jacob Pedersen.

Trumps toldtrusler har tidligere resulteret i store aktiehug både på den danske og de øvrige europæiske børser.

Da den amerikanske præsident 2. april annoncerede, at han ville indføre straftold på varer fra en lang række lande på den såkaldte "Liberation Day", faldt det danske C25-aktieindeks med 6,2 procent.

Det var det næststørste fald nogensinde og er kun overgået af 12. marts 2020, hvor markedet reagerede på statsminister Mette Frederiksens (S) nedlukning af landet i forbindelse med coronapandemien.

Men siden har aktiemarkederne rettet sig og befinder sig både i USA og Europa meget tæt på rekordniveau.

- Det er sket, på trods af at indtjeningsudsigterne kun er blevet forringet siden årets begyndelse.

- Men nu har vi fået en stor skatteaftale igennem i USA, og vi ved også, at der er masser af investeringer på vej fra EU, og det er det, der holder humøret oppe på markedet, siger Jacob Pedersen.

Det ledende tyske aktieindeks, DAX, er mandag morgen 0,8 procent nede, mens det franske CAC40 falder med 0,5 procent.

/ritzau/

Pomp og pragt præger som altid Paris, når nationaldagen fejres 14. juli. Men bag den polerede facade står Frankrig og præsident Emmanuel Macron over for en af de største kriser i årtier.

Det er et år siden, at Macron chokerede alle ved at udskrive valg til Nationalforsamlingen efter at være blevet lammetævet i valget til Europa-Parlamentet i begyndelsen af juni 2024. Det var en satsning, der gik spektakulært galt.

Hans centrumalliance tabte til det yderste venstre og yderste højre. Kun en skrøbelig koalition fra socialister til moderate og konservative holder hånden under den nuværende premierminister, François Bayrou, der har siddet på posten siden december. Gang på gang er regeringen blevet mødt af mistillidsafstemninger. Og måske falder regeringen til efteråret. Igen.

Det handler om økonomi og statsfinanser.

Venstre og højre er enige om at være imod pensionsreformen fra 2023, der samlede en masse forskellige ordninger for offentligt ansatte og hævede den generelle pensionsalder fra 62 til 64 år. Desuden medførte reformen, at man fra 2027 skal have bidraget til pensionssystemet i 43 år for at få fuld pension.

Tidligere pensionsreformer har allerede betydet, at beskæftigelsen blandt de ældre generationer på arbejdsmarkedet er steget markant. Men ifølge OECDs opgørelser ligger de fortsat lavere end i de fleste andre OECD-lande. Den effektive tilbagetrækningsalder var i 2022 på 62 år for kvinder og 61 år for mænd. For Danmark var det 64-65 år.

Bayrou lovede ved sin tiltrædelse, at arbejdsmarkedets parter kunne forhandle om ændringer til pensionsreformen, hvilket har holdt regeringen i live. Men de forhandlinger ser ikke ud til at føre nogen vegne.

50 år med underskud

Samtidig er de franske statsfinanser i ussel forfatning.

Mens Italien i år kan fejre 100 år med underskud på de offentlige finanser, har Frankrig »kun« haft underskud hvert år i 50 år. Men underskuddene har til gengæld været store, selv i år med pæn økonomisk vækst og faldende ledighed. 

Siden coronatiden er det gået helt galt. Og sidste år blæste de franske statsfinanser forbi alle prognoser med et underskud på næsten seks procent af BNP. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden er i nærheden af det laveste niveau siden begyndelsen af 1980erne.

Europa-Kommissionen forventer ingen nævneværdig forbedring de kommende år, hvilket også er årsagen til, at den franske statsgæld er eksploderet. Så sent som i 2006 havde Frankrig og Tyskland en statsgæld på omkring 66 procent af BNP. Næste år står den franske gæld til at nå 118 procent af BNP, og det kan sagtens gå endnu værre.

For selvom EU-landene har givet hinanden lov til at bruge mere på oprustning, skal der fortsat være styr på resten af biksen. Og det er der ikke i Paris. Regeringen står igen i år til at skulle finde 40 milliarder euro i besparelser og/eller nye skatter for at leve op til EUs budgetlove.

Ingen økonomisk vækst

Det hjælper slet ikke, at økonomien er gået helt i stå. 

Husholdningerne har stort set genopbygget tabet af købekraft i inflationsperioden, men øger deres opsparinger og ikke forbruget.

Virksomhederne er tilbageholdende med at investere på grund af det usikre politiske klima, hvor de stærke yderfløje vil være i stand til at rulle Macrons arbejdsmarkedsreformer tilbage også.

Eksporten er stærkt udfordret af handelsstridighederne med USA, men også udfordringerne med Kina. Den franske fødevare- og vineksport er blandt de allermest sårbare sektorer i EU i forhold til handelssanktioner.

Uden økonomisk vækst forventer såvel den franske centralbank som OECD, at arbejdsløsheden vil stige. Det øger risikoen for mere politisk ustabilitet. 

Det betyder også, at Frankrig ikke nyder godt af den øgede interesse for europæiske aktiver. Frankrigs merrente i forhold til Tyskland er steget, mens den er faldet for de øvrige eurolande. Det betyder, at Frankrig nu skal betale det samme for at låne penge i ti år som Grækenland – og betydeligt mere end Spanien.

Når Frankrig klarer sig dårligere end eksempelvis Italien, skyldes det, at de franske gældsudfordringer er større. Italien blev tvunget til at lave en stor pensionsreform under eurokrisen, så de langsigtede udsigter er bedre end de kortsigtede. 

I Frankrig er selv det nuværende upopulære system helt utilstrækkeligt til at opnå langsigtet holdbarhed. Der skal mange flere reformer til. Og det har franskmændene slet ikke lyst til.

Fremtiden er dyster. Og derfor lyder det også som tomme tønder, som præsident Macron puster sig op.

Et godt eksempel på, hvordan den økonomiske svaghed og de kroniske budgetproblemer har kostet indflydelse, er, at Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, tromler videre med en stor handelsaftale med sydamerikanske lande, som Frankrig er indædt og højlydt modstander af på grund af de franske landmænds evige modstand mod frihandelsaftaler.

Frankrig er vigtig europæiske brik

Men det er ikke sådan, at Frankrig er uden kvaliteter. Og faktisk åbner den brændende platform, som Donald Trump og Ruslands Vladimir Putin i forening har skabt for Europa, nye muligheder for fransk erhvervsliv.

Den franske våbenindustri er en af verdens førende og vil nyde godt af den oprustning, som alle europæiske lande i disse år gennemfører.

Frankrig nyder lige nu godt af, at man altid har været skeptisk over for den amerikanske teknologisektor og har aldeles glimrende alternativer til de amerikanske giganter.

Desuden har Macron set rigtigt ved at satse stort på kunstig intelligens, og man har allerede været hurtige til at gafle blandt dem, der ikke længere synes, det er sjovt at være i USA. Frankrig kan meget vel komme til at spille en nøglerolle i forsøget på at opbygge et europæisk digitalt alternativ.

Og så har Frankrig store, globale selskaber, der er dygtige til at begå sig i mere besværlige lande – hvor væksten ofte er højere end i de udviklede økonomier.

Men det ændrer ikke på, at årtiers uansvarlig finanspolitik nu er en alvorlig hæmsko for alt, hvad man politisk kunne ønske sig at gøre. Man må med misundelse se på Washington, hvor en astronomisk uansvarlighed endnu ikke bliver straffet på samme måde, som Frankrig oplever. Og med misundelse på Berlin, hvor mange års mådehold nu åbner for en historisk bølge af investeringer både militært og civilt. 

Macron sidder på præsidentposten frem til 2027. Men Frankrig er lige nu det svageste led i den europæiske kæde. Når man taler om, at EU er ét valg fra en krise, så står et valg til Nationalforsamlingen til efteråret øverst på risikolisten.

Franskmændene gider ikke mere snak om reformer, og de lette løsninger til venstre og højre lyder som lokkende sirenesang. Også selvom der kun er ét stensikkert resultat af yderfløjenes forslag. Nemlig at fransk økonomi vil knække sammen. Og muligvis trække resten af Europa ned med sig. 

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Kryptovalutaen bitcoin har mandag morgen oversteget 120.000 amerikanske dollar for første gang nogensinde.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I den asiatiske handel nåede bitcoin mandag et rekordhøjt niveau på 121.207,55 dollar - hvilket svarer til omkring 775.000 kroner - inden den faldt en smule til 121.015 dollar.

I år er bitcoin indtil videre steget med 29 procent.

Det har ifølge Reuters udløst en bredere stigning på tværs af andre kryptovalutaer.

Kryptovaluta kan beskrives som en slags digitale penge.

Bitcoin er fra 2009 og er den ældste og mest kendte kryptovaluta, men der findes over 1000 andre.

- Den (Bitcoin, red.) har en række medvinde i øjeblikket, siger Tony Sycamore, som er markedsanalytiker i handelsvirksomheden IG.

Ifølge ham har blandt andet en stor institutionel efterspørgsel, forventninger om at den vil stige yderligere, og støtte fra USA's præsident, Donald Trump, været med til at skubbe valutaen opad.

- Det har været et meget, meget stærkt ryk i løbet af de sidste seks eller syv dage, og det er svært at se, hvor den stopper nu. Det ser ud til, at den nemt kan have udsigt til et niveau på 125.000 dollar, siger Sycamore.

Mandag amerikansk tid tager Repræsentanternes Hus i USA efter planen hul på drøftelser af en række lovforslag vedrørende kryptovaluta.

Der har fra industriens side lydt et ønske om, at man reviderer lovgivningen på området.

Donald Trump har tidligere ligeledes opfordret til, at man gør reglerne mere fordelagtige for branchen. Han har desuden kaldt sig selv for kryptopræsidenten.

Transaktioner med de digitale valutaer foregår uden om bankerne. De kan købes på forskellige børser på internettet. Prisen styres af udbud og efterspørgsel.

/ritzau/